Skibet er ladet med ...

En brandaktuel, tankevækkende og rørende fortælling om de politiske og personlige problemstillinger ved den aktuelle migrantsituation.

Et containerskib modtager en melding om en båd i havsnød. Båden er fyldt med forkomne migranter, som fragtskibet tager ombord. Men ingen havn vil lade dem komme i land med denne ekstra ’last’.

Mens skibet i ugevis ligger for anker på åbent hav, opstår både konflikter og nye forsigtige venskaber. Situationen tilspidses blandt andet af at en kølecontainer går i stykker og at den højgravide Khadija begynder at få veer.  

’Skibet er ladet med …’ krydsklipper mellem flere synsvinkler og baggrundshistorier. Særligt følger vi den unge skibsassistent Emil og to af de unge migranter.

Hjælpen kommer i form af et NGO-skib, der ellers har holdt sig i baggrunden på grund af stadige konflikter med de nationale havnemyndigheder. Endelig kan alle komme videre, men 7 måneder senere får skibet en ny nødmelding …

’Skibet er ladet med …’ er en fiktiv historie inspireret af både konkrete hændelser og den aktuelle migrantsituation. Den behandler en af tidens helt store menneskelige og politiske problemstillinger og stiller flere spørgsmål end den giver svar.
Historien er skabt af Katja Lange og instrueret af Kasper Sørensen.

Forestillingen kan både stå alene eller være en del af en teamaften, en emneuge, et temaforløb eller lignende.
Du kan finde baggrundsviden og tips til opfølgende diskussioner og/eller undervisning her.

 

KATJA LANGE

’Skibet er ladet med …’ er skabt og fremføres af Katja Lange, der er historiefortæller og projektmedarbejder i Fortælletid, samt fast tilknyttet BestTellers Scene, der er Danmark eneste scene med fokus på fortællinger.

Katja Lange har et stort repertoire af hovedsageligt selvskabte historier for alle aldre, som hun fortæller på bl.a. festivaler og biblioteker, i kulturhuse til lukkede arrangementer for virksomheder, institutioner og private.

Katja Lange er uddannet Cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet og er efteruddannet i historiefortælling i regi af BestTellers.   

TILSKUERNE SIGER :

Med nøgternt overblik, korte, faktuelle nedslag og dramatisk slagkraft bringer Katja Lange virkelighedens overskrifter helt tæt på tilskuerne … Katja Langes sikkert docerede brug af bevægelser, mimik og stemme, skaber til sammen de gribende udtryk, der får fortællingen til at leve og blive til teater.
Det er en fortælling, der vil leve i mig meget længe. Du står der så venligt og fortæller ting, der er så forfærdelige - og får alligevel det hele til at lande et sted, hvor vi kan gå derfra med en følelse af, at verden trods alt kan gå den rigtige vej.
Esther Rützou
Vel var det Katja Langes fortolkning og udlægning, men basis var grundig research i virkelige begivenheder. Serveret med dramatisk nerve, som holdt folk tryllebundet i over en time. I stille lytten, mens de etiske dilemmaer blev stillet til skue.
Herning Folkeblad

BOOKING

’Skibet af ladet med …’ varer ca. 65 minutter. 

Forestillingen er refusionsgodkendt og du kan se priser mv. her.
Der gives 15% rabat for abonnenter af Fortælletid.

Er du klar til en god historie?

Jeps, vi har cookies, for ellers fungerer siden ikke særligt godt. Men vi holder dem på så lille et antal som muligt. Du kan læse mere om dem her eller bare springe ud i de gode historier. Ved fortsat brug af siden accepterer du vores cookie-politik.  Læs mere