Hvorfor Fortælletid Senior?
Den gode fortælling vækker minder
Den gode historie sætter gang i vores forestillingsevne og vores erindringer. Den skaber nærvær, indlevelse og sansning. Når der fortælles, kan vi pludselig se, høre og lugte det, der bliver fortalt om, FORDI ordene vækker vores egne minder og erfaringer. Selv folk, der er hårdt ramt på hukommelsen kan pludselig vækkes ved mindet om smagen af leverpostej med asier eller elementer af et eventyr eller en sang hørt i barndommen.
Også selve fortællesituationen vækker minder; om de historier man fik fortalt som barn; dem, man selv fortalte sine børn og børnebørn; de hverdagshistorier, man delte med kollegerne i frokostpausen …
Med historiefortællingen opstår erindringerne spontant i modsætning til en situation, hvor man beder nogen om at grave noget helt bestemt frem fra hukommelsen. Spontane erindringer er ikke så kognitivt krævende, som de viljestyrede, men ikke desto mindre aktiverer de mange forskellige centre i hjernen. Så udover at det i sig selv er en fornøjelse at høre en fængende historie, er det også god hjernegymnastik.
“Historier er huskeredskaber, instruktionsmanualer
og moralske kompasser.”
– Aleks Krotoski
Historier styrker identiteten
Vi kan ikke lade være med at identificere os med hovedpersonerne i en fortælling. Hvorfor gør de, som de gør? Hvordan ville vi handle eller føle, hvis vi var i deres sted? Hvad gjorde vi selv, da vi var i en lignende situation? Og hvem holder vi egentlig med? Det er spørgsmål vi stiller os selv, mens fantasiens filmrulle spiller bag vores pandelapper. Spørgsmålene gør, at vi forholder os til andre menneskers følelser og handlinger og til vores egen historie. I Fortælletid er vi overbeviste om, at både lytternes personlige identitet og fællesskabet styrkes med levende fortællinger.
“Fortælling er en måde at sige noget på,
som ikke kan siges på andre måder.”
– Flannery O’Connor
Fortællinger styrker fællesskabet
At få fortalt en historie sammen er en god måde at være sammen på. Der skabes et fælles rum med en fælles oplevelse, som der bagefter er mulighed for at tale om sammen. Kendte fortællinger eller historier bygget på historiske begivenheder er en del af vores fælles kulturelle erindringsgods og ved at dele erindringer opstået sammen med fortælleoplevelsen, lægges der også trædesten ud til en styrkelse af fællesskabet i den deltagende gruppe. En god historie går ud over tid og rum, ud over murene og på besøg i hele verden og i hele sjælen.
Fortælletid kan dog også bruges selvstændigt på værelserne af beboere, som ikke har mulighed for at deltage i fælles aktiviteter. Måske som et oplæg til snak, i minibogklubben med naboen fra værelset på den anden side af gangen? Eller muligheden for at opleve et fortalt eventyr, med et barnebarn på skødet.
‘’Fornuft kan tage dig fra A til B.
Historier kan tage dig alle steder hen.’’
– Albert Einstein
Fortællinger inspirerer til at dele egne historier
Fortælletid Senior har et bredt udvalg af historier, så enhver bruger kan vælge den slags, der ’rammer’ vedkommende bedst. Måske inspireres de endda til selv at begynde at fortælle, at genopdage og genskabe flere dele af deres egen historie og dele den med familien eller andre beboere.
“Historiefortællerens opgave er at
vække historiefortælleren i andre.”
– Jack Zipes
Med fortællinger kan vi navigere i nutiden
Historier kan være en vigtig ingrediens i processen med at finde sig til rette i den situation, man befinder sig i. Med historierne sammenligner vi vores egen situation og personlige erfaringer med fælles og kendte fortællinger i samfundet. Vi sætter vores egne erfaringer i kontekst med andres. På den måde finder vi ud af, hvordan vi skal forholde os til det, vi oplever, hører eller ser. Fortællingen bliver således et kompas, som vi kan bruge til at finde vej i vores omgivelser.
“Erindringer er der for at befri os
fra nuets begrænsninger.”
– Dorthe Berntsen
Er du interesseret i at tilbyde Fortælletid på dit plejecenter? Kontakt os her