Fortællinger gør os mere empatiske og socialt bevidste

Når den gode historie fortælles godt, sætter den gang i vores forestillingsevne. Skaber nærvær, indlevelse og sansning. Vi kan pludselig se, høre og lugte et nyt univers, vi identificerer os med hovedpersonerne og bliver dramaturgiens gidsler.
Hvorfor gør de, som de gør? Hvordan ville vi handle eller føle, hvis vi var i deres sted? Og hvem holder vi egentlig med? Det er spørgsmål vi stiller os selv, mens fantasiens filmrulle spiller bag vores pandelapper. Spørgsmålene gør, at vi forholder os til andre menneskers følelser og handlinger. Vi låner for en kort tid lidt af deres tilværelse. Vi gransker og bedømmer kritisk karakterernes sociale sammenspil. Og spørger os selv, hvad den historie vil fortælle os. Med andre ord er den fængende fortælling en af grundpillerne i udviklingen af menneskets sociale og empatiske evner.

“Historier er huskeredskaber, instruktionsmanualer 
og moralske kompasser.”

– Aleks Krotoski

Med fortællinger kan vi navigere rundt i samfundet

Børn og unge skal konstant tilpasse sig et komplekst og foranderligt samfund. Historier er en vigtig ingrediens i den proces. Mennesket sammenligner nye situationer og personlige erfaringer med fælles og kendte fortællinger i samfundet. Ikke mindst Bibelens. Vi sætter vores egne erfaringer i kontekst med andres. På den måde finder vi ud af, hvordan vi skal forholde os til det, vi oplever, hører eller ser. Når vi bestandigt møder nye sider af verden, leder vi efter kendte historier i vores erindring, som kan fortælle os, hvordan vi skal forholde os til det nye overfor os. Fortællingen bliver således et kompas, som vi kan bruge til at finde vej i samfundet omkring os.

Den, som ikke kender træerne, er fortabt i skoven. 
Den, som ikke kender historierne, er fortabt i livet.

– Engelsk ordsprog