Fortælletid LIVE
Få besøg af en vaskeægte historiefortæller, der helt uden manuskript og powerpoints fastholder opmærksomheden hos børn og voksne og viser, hvordan den ældgamle fortællingens kunst florerer og vokser i nutidens unge.
I kan enten vælge et tema i samarbejde med os eller booke vores refusionsgodkendte forestillinger “Bitre Brødre” og “Skibet er ladet med …”
Temaet for et LIVE besøg kan være alt mellem himmel og jord – kun fantasien sætter grænser. Skal vi gyse eller grine? Skal vi høre folkeeventyr eller selv digte dem? Eller er det endnu bedre at 7. klasse lærer at fortælle historier for HELE SKOLEN? Eller at 9. klasse får de hemmelige redskaber der ruster dem til at gå til mundtlig eksamen?
Hvor skal eventyret begynde?
Pris afhænger af indhold og deltagerantal.
Herunder kan du se nogle eksempler på temaer for et LIVE fortællerbesøg:
Klassisk historiefortælling
Historiefortælleren kommer på besøg og fortæller levende og gribende historier indenfor et emne efter jeres ønske. Det kan f. eks. være om vikinger, eventyr, Christian 4. eller noget helt femte.
Vi digter og fortæller vores egne historier
Eleverne bliver taget med på den rejse det er at opfinde og digte en historie … Og derefter fremføre den mundtligt og indlevende for et publikum!
Mundtlighed og præsentation
Det kan være nervepirrende at skulle tale foran en stor gruppe mennesker … eller en censor.
Men der findes faktisk en masse redskaber til at kunne tøjle nerverne og præstere fagligt, når det gælder. Dem øver vi sammen.
Refusionsgodkendte forestillinger med Fortælletids faste fortællere
Bitre Brødre
Snup en bibelsmoothie brygget på 14 fortællinger fra Bibelen og med en syrlig bismag af søskendekonflikt.
Familien er samlet i bedstefar Josephs have. Joseph sidder med sine to børnebørn, fætrene Isak og Ismail, under æbletræet. Dét træ de aldrig må spise af selv. Bedstefar siger, at historierne bor i æblerne og at de skal deles rigtigt. Der er ét æble tilbage på træet. De kigger alle tre på det. Bedstefar nikker langsomt, plukker det og folder lommekniven ud. De deler æblet og bedstefar fortæller historien om, hvorfor drengenes fædre ikke længere taler sammen. Snart har de hver en sten i hånden, klar til at kaste, men hvem af dem skal kaste den første?
Skabt og fortalt af Kasper Sørensen (med kraftig inspiration fra Bibelen)
Pris: Fra 8.000 kr. Se Den Røde Brochure
Varighed: 45 min
Aldersgruppe: fra 7 år
Skibet er ladet med …
En moderne og vedkommende fortælling om næstekærlighed. Inspireret af virkelige hændelser og den aktuelle migrantsituation.
Der er enorme containerskibe med små besætninger, og der er små fiskerbåde propfulde af tilfældigt sammenbragte mennesker på flugt fra krig, fattigdom og tvang. Sådanne to mødes på havet, hvor bølger af håb og desperation brydes. Især da containerskibet bliver nægtet at komme i havn, fordi de har samlet migranterne op …
Skabt og fortalt af Katja Lange
Pris: Fra 6.000 kr. Se Den Røde Brochure
(Fortælletids abonnenter får 15% rabat)
Varighed: 70 min
Aldersgruppe: fra udskolingen.
Har du spørgsmål eller vil du booke en live oplevelse med Fortælletid, så kontakt os her